»Kejsersnit, det kan I ikke få her«
Forskellen er stor på om kvinder får ja eller nej til planlagt kejsersnit alt efter, hvor de befinder sig i landet. På Sygehus Sønderjylland i Aabenraa siger de nej til unødvendige indgreb. De tilbyder i stedet samtaler og fødeplaner, der skal give kvinderne den nødvendige tryghed til at føde vaginalt.
»Kejsersnit, det får I ikke, men vi vil virkelig gerne hjælpe jer med at få en god fødselsoplevelse.«
Det er den besked gravide kvinder får, når de ønsker et kejsersnit uden medicinsk grund på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa. Det fortæller Tove Styrk Grue, der er udviklingsjordemoder på stedet.
I mange år har sygehuset arbejdet på at undgå det, personalet mener, er unødvendige indgreb på kvinder.
»Infektioner, smerter og et ar i livmoderen der kan give komplikationer under næste graviditet. Det er ikke bare lige at få et kejsersnit,« fortæller Tove Styrk Grue.
Gennem samtaler med kvinderne og detaljerede fødeplaner forsøger de at gøre kvinden tryg i den vaginale fødsel. Tiltaget startede i 2008 og er i dag kendt på fødegange landet over som Aabenraa-modellen. Modellen bygger på, at det er bedst at føde vaginalt end ved kejsersnit, hvis det er muligt.
»Vi ønsker at fremme den naturlige fødsel for at styrke mor og barns sundhed,« fortæller udviklingsjordemoder Tove Styrk Grue.
Antallet af kejsersnit er faldet i Aabenraa siden tiltaget startede for mere end ti år siden. Det viser et forskningsprojekt af ph.d. Eva Rydahl. I 2021 foregik 20 procent af alle fødsler i Danmark ved kejsersnit. I Aabenraa var det tal 16 procent.
På Sygehus Sønderjylland er det især andelen af planlagte kejsersnit, der adskiller sig markant fra resten af landet. På landsplan var cirka hvert andet kejsersnit planlagt 2021. I Aabenraa var blot hvert femte kejsersnit planlagt. Det viser tal fra Sundhedsstyrelsens databank og Sygehus Sønderjylland.
Fødeplaner er vejen frem i Aabenraa
Hvis en kvinde i Aabenraa ikke ønsker at føde vaginalt på grund af frygt eller en tidligere traumatisk fødsel, bliver hun tidligt i graviditeten undersøgt af en læge for at finde ud af, hvorvidt der er medicinsk belæg for et kejsersnit. Hvis der ikke er belæg for et kejsersnit, og lægen tværtimod anbefaler, at kvinden føder vaginalt, så kommer hun til en samtale på fødeplanambulatoriet, forklarer jordemoder Mette Rasmussen.
Hun er en del af et særligt team på fødeplanambulatoriet, der består af læger og jordemødre, som har til formål at gøre kvinden tryg i den vaginale fødsel:
»Jeg betegner gravide, som har været igennem et tidligere traumatisk forløb som et ‘brændt barn’. Hun har brændt sig på en tidligere, dårlig fødselsoplevelse og vil derfor for altid frygte ilden. Når ikke vi kan fjerne ilden ved at tilbyde hende et kejsersnit, så kan vi bygge en branddør i form af en fødeplan. Det er en sikring mod, at hun aldrig kommer nær ilden igen,« forklarer Mette Rasmussen, der også er uddannet coach.
En fødeplan er en detaljeret plan for fødslen, fortæller Mette Rasmussen. Den bliver lavet i fællesskab med kvinden og tager udgangspunkt i hendes værste frygt for fødslen, og hvordan de kan undgå, at hun ender i den situation.
»Hvad er ligtornene? Skal hun have smertelindring hurtigere, end hun fik ved tidligere fødsel? Er hun utryg ved at være derhjemme og skal tilbydes indlæggelse, så snart hun er i fødsel? Altså vi laver en plan ud fra deres historie,« forklarer Mette Rasmussen.
Sygehuset lover ikke kvinden noget, de ikke kan holde, men de garanterer dem, at det ikke bliver lige så slemt som det, de frygter eller lige så slemt som en tidligere traumatisk fødsel:
»Jeg kan ikke love dem, om de ender med kejsersnit eller sugekop eller whatever. Men jeg kan love dem, at de ikke kommer i nærheden af det, som de har oplevet sidst,« fortæller Mette Rasmussen.
Andre hospitaler har også fødeplaner, men det der adskiller Sygehus Sønderjylland i Aabenraa er deres teamsamarbejde, mener hun:
»Jeg ved, at når jeg laver en fødeplan, så bliver de overholdt af mine kolleger til fødsel, uanset faggruppe.«
Sygehusets holdning til kejsersnit har forpligtet dem til at udvikle redskaber og fremgangsmåder, der skal gøre kvinden tryg i den vaginale fødsel:
»Der hersker en stor respekt for fødeplanerne. Det er det vi kan, når vi nu ikke kan tilbyde et kejsersnit på kvindens ønske,« understreger Mette Rasmussen.
Fødeplan gav Israa håb for vaginal fødsel
En fire-dages fødsel, der endte i akut kejsersnit, var den virkelighed Israa Chamali stod i, da hun første gang var gravid og skulle føde. Det var en traumatisk oplevelse, der satte sig i hende, og det havde hun ikke lyst til at opleve igen.
Fire år senere bliver Israa igen gravid, og hun tænker, hun skal have et planlagt kejsersnit:
»Jeg havde et ønske om at prøve at føde vaginalt, men jeg turde simpelthen ikke gå igennem fire dage igen,« fortæller Israa.
Hun er overbevist om, at planlagt kejsersnit er det rigtige for hende, indtil hun taler med sin veninde, der har haft succes med en fødeplan i Aabenraa.
Israa bliver koblet på fødeplanambulatoriet og sammen med en jordemoder, laver de en udførlig plan. I planen står for eksempel, at de ikke må sende Israa hjem, når hun har tegn på fødsel uanset, hvor tidligt hun er i fødslen.
»Og så skulle de ikke tilbyde mig cocktailpiller, som jeg var ved at brække mig af sidst, men i stedet morfin eller en tidlig epidural. Også sådan noget med, at jeg var virkelig bange for at briste, så de kunne være opmærksomme på, at jeg havde den frygt,« fortæller Israa.
Efter tre samtaler blev den endelige fødeplan sendt til Israa på e-boks. Fødeplanambulatoriet lovede hende, at personalet under fødslen skulle holde sig til planen.
Israa var også indforstået med, at drømmefødslen ikke kunne blive garanteret. Alligevel havde hun fået mod på den vaginale fødsel og ville enormt gerne slippe for et kejsersnit til på grund af de efterfølgende konsekvenser fra sidste gang:
»Jeg kunne ikke overskue at være sengeliggende, have smerter og nærmest ikke hele fra et kejsersnit før om et år.«
»Kvinden skal mødes i hendes angst«
Gravide kvinder, der ønsker et kejsersnit, kan oftest føde vaginalt, fortæller udviklingsjordemoder Tove Styrk Grue. Og kvinden kan ikke komme ind og bede om en særlig behandling uden medicinsk grund:
»Du kan jo heller ikke blive opereret i knæet, fordi du vil. Det er ligesom lægen, der vurderer, om du må få det,« siger Tove Styrk Grue.
Personalet er også klar over, at de kvinder, der kommer ind på sygehuset og ønsker et kejsersnit ikke gør det uden nogen bagvedliggende grund, og det er heller ikke fordi, de aldrig laver planlagte kejsersnit i Aabenraa:
»Altså vi sjofler ikke med det, så hvis det er sådan, der er en risiko for mor eller barn, eller der er en helt særlig grund til at lave kejsersnittet, så kører vi med det,« fortæller Tove Styrk Grue.
De vil dog altid forsøge at møde dem i deres sårbarhed og angst:
»Vi siger til dem, ‘du får ikke et kejsersnit her, men hvad er det der gør, at du gerne vil have et kejsersnit, og hvordan kan vi så hjælpe dig?’ Hvis vi prøver at hjælpe kvinden med hendes angst, og hun ender med at føde vaginalt, så har hun vundet over angsten. Vi ser enormt mange succeshistorier, når de så får født, hvor stolte de bliver efter at have præsteret.«
Spørgeskemaer viser også, at der er en stor tilfredshed blandt de gravide, påpeger Tove Styrk Grue. Sygehuset har heller ikke oplevet et fald i antallet af fødsler efter Aabenraa-modellen blev indført:
»Vi troede i starten, at kvinderne måske ville tage til Kolding eller Esbjerg, men det skete ikke. De vil gerne snakkes med,« siger Tove Styrk Grue.
Kvinderne i området kender også hospitalets politik, fortæller udviklingsjordemoderen:
»De ved godt, at jamen her får man ikke et kejsersnit. Så hvis det er det man vil have, så er det et andet sygehus, man skal vælge.«
Fem stjerner til fødselsoplevelsen
Israa Chamali ender med at føde vaginalt, og hun har en god oplevelse:
»Det var kærlige og omsorgsfulde jordemødre, og de mødte mig virkelig. Jeg var meget i tvivl, om de kunne leve op til den fødeplan, jeg havde lagt med jordemoderen, men det kunne de. Det var virkelig en anden oplevelse end første gang.«
Fødslen tager 20 timer, og hun ender med at briste. Alligevel er hun meget tilfreds med Aabenraas behandling:
»Det var helt fantastisk. Selvom jeg bristede, og det var min største frygt, så giver jeg stadig fødselsoplevelsen 5 ud af 5 stjerner. Det var helt klart min drømmefødsel, fordi der var lagt en fødeplan,« konkluderer Israa Chamali.
»Man skal respektere kvindens autonomi«
Længere oppe i Jylland på Aarhus Universitetshospital, bliver der ikke i lige så høj grad sagt nej til planlagte kejsersnit, som der gør i Aabenraa. Her stræber de efter den vaginale fødsel, hvis der ikke er medicinsk grundlag for et kejsersnit, men de vil i højere grad respektere kvindens autonomi, forklarer Lone Hvidman, der er overlæge på afdelingen Kvindesygdomme og Fødsler på Aarhus Universitetshospital.
»Hvis hun kommer og har et ønske om at føde ved et kejsersnit, og vi ikke har nogen umiddelbar faglig begrundelse for det, så vil vi tale med hende om det og fortælle om risiciene. Men vi vil respektere det, hvis hun efter den information holder fast i, at det i hendes verden, er det rigtige at få et kejsersnit. Og så vil vi efterkomme hendes ønsker,« forklarer Lone Hvidman om hospitalets tilgang.
Fødeplaner findes også på Aarhus Universitetshospital, påpeger Lone Hvidman. Men her ønsker de ikke at sætte kvinden i et svært ultimatum. Kvinden skal i højere grad have ret til at bestemme selv, mener hun:
»Vi kan jo ikke, om man så må sige, umyndiggøre kvinderne og tage beslutningen på deres vegne.«
Lone Hvidman er også bange for, at hvis man har en kraftig retorik, der går på at kejsersnit er en kæmpestor operation med mange komplikationer, så tjener det ikke de kvinder, der har fået eller skal have et kejsersnit:
»Det kan være med til at bidrage til en oplevelse af, at det må være forkert, at jeg fik et kejsersnit. Det tænker jeg også, er noget af det, der er vigtigt at undgå.«
Sascha ønskede et kejsersnit – og fik det
»Jeg kunne meget bedre forholde mig til at skulle have smerter ved maven end at føde vaginalt,« fortæller Sascha Dreyer Møhlenberg, der har født to børn ved kejsersnit på Regionshospitalet Randers uden medicinsk grund.
Tanken om at føde vaginalt har altid været ulidelig for hende på grund af frygten for smerter og tabet af kontrol:
»Jeg kan godt lide at have kontrol, så jeg var bange for, om jeg kunne håndtere det ukontrollerbare i ikke at vide, om fødslen ville tage 5 minutter eller 72 timer. Jeg ville også være så bange for, at det efterfølgende ville ramme mig hårdt psykisk.«
Vaginal fødsel var derfor udelukket for Sascha, da hun blev gravid. Og med den indstilling gik hun til første jordemodersamtale med et ønske om at få et planlagt kejsersnit. Hun blev sendt videre til samtale på hospitalet med en fødselslæge, der fortalte hende, hvad risiciene var ved et kejsersnit. Sascha rokkede sig ikke og kunne ikke forholde sig til hverken fødeplaner eller risici, selvom personalet ihærdigt ønskede, at hun gav den vaginale fødsel et forsøg, da hendes krop var til det. Sascha følte sig slet ikke mødt i sin frygt:
»Det var ikke noget, jeg sagde for sjov, eller at jeg ønskede at få skåret min mave op for hyggens skyld. Jeg var virkelig bange. Jeg var helt ude i, at jeg så skulle have en abort,« fortæller Sascha.
Hun nægtede at give op og syv måneder henne i sin graviditet, fik hun ordineret et planlagt kejsersnit til stor lettelse men også frustration:
»Nu kunne min mand og jeg slappe af de sidste to måneder, for nu vidste jeg, hvad der fremadrettet skulle ske. Men jeg tænkte også, ‘hvorfor skulle jeg alt det her igennem for, at I alligevel imødekommer mit ønske?’ Jeg sad jo og græd ved hver samtale.« fortæller Sascha.
Tre år senere blev Sascha gravid igen, og hendes frygt havde ikke ændret sig. Hun ønskede stadig ikke at føde vaginalt. Denne gang gik det noget lettere end første gang. Efter blot en samtale med en jordemoder og efterfølgende en fødselslæge på sygehuset, der oplyste hende om risici, fik Sascha post i e-boksen med en dato om, hvornår hun skulle føde ved planlagt kejsersnit.
Begge Saschas fødsler er gået godt. Hun var i smerter, og det gjorde ondt, men hun havde frygtet det, der var værre:
»Jeg havde det sådan lidt, ‘var det det?’ bagefter. Jeg synes ikke, det var så slemt. Jeg havde nok forestillet mig det værste. Jeg ved ikke, om det var fordi, de havde skræmt mig så meget, eller at jeg var heldig,« fortæller Sascha, der stadig er meget glad for sin beslutning om at have fået to kejsersnit.
I de forskellige barselsgrupper Sascha er en del af på Facebook, kan hun konstatere, at der er mange andre, der har det ligesom hende. Flere skriver også, at de ønsker kejsersnit, men at de ikke kan få lov til at få et kejsersnit. Her deler Sascha ud af sin egen historie og opfordrer dem til at presse på for kejsersnittet:
»Jeg har sagt til dem at de bare skal stå fast. For det kan altså godt kan lade sig gøre,« fortæller Sascha Dreyer Møhlenberg.
Retningslinjer for planlagte kejsersnit
Planlagte kejsersnit er en god måde at føde på, hvis den vaginale fødsel er forbundet med større risiko for barn eller mor, oplyser Sundhedsstyrelsen i en rapport fra 2021.
Kvinden har dog ikke ret til et kejsersnit, hvis der ikke er tale om en risiko, men kvinden kan have et ønske om kejsersnit, lyder det i rapporten. Personalet har dog ikke pligt til at imødekomme det ønske.
Fastholder kvinden ønsket, selvom der ikke er god indikation for planlagt kejsersnit fra lægens side, så bør hun tilbydes kejsersnit eller en ny vurdering af en anden læge, eventuelt på en anden afdeling, skriver Sundhedsstyrelsen i rapporten.
Sygehuse ønsker ens fremgangsmåde på området
Det er problematisk, at der ikke er de samme tilgange til planlagte kejsersnit på sygehusene i Danmark, mener Lone Hvidman, overlæge på Aarhus Universitetshospital.
Der er guidelines for at fremme, at man får den samme behandling uanset, hvor man kommer hen i landet, fortæller Lone Hvidman og fortsætter:
»Og det kan man i stor stil også sikre, men så kan det også afhænge af, hvem man møder og hvem, der styrer afdelingen. Men man kan sige, at det ville jo være rigtig fint, hvis der blev afstemt. Der skal da ikke herske nogen tvivl om, at vi gerne så, at man havde en ensartet tilgang til de her ting,« lyder det fra overlægen.
På sygehuset i Aabenraa finder de det også problematisk, at fremgangsmåden på landets sygehuse er forskellig, men har også svært ved at se de forskellige tilgange blive forenet:
»Vi er meget individuelle i forhold til, hvad vi tænker på området. Det er jo et statement at sige, at det er kvindens helt eget valg, så hvis hun ønsker sig et kejsersnit, så skal hun bare informeres om det, og så er hun i sin gode ret til at ønske det. Og det er et noget andet statement, vi tager hernede.«
På sygehuset i Aabenraa vil udviklingsjordemoder Tove Styrk Grue ikke sige at andre sygehuses tilgange er forkerte og understreger også, at det er en ressourcetung opgave at indføre deres strategi:
»Det er jo meget nemt for mig at sidde her og sige ja selvfølgelig skulle alle de andre at gøre ligesom os. Det har jo krævet enormt meget. Det er jo noget, man har gjort over lang tid, og det kræver jo noget at blive enige om en fælles tilgang på afdelingen. Og vi er også et lille sted sammenlignet med nogle af de andre sygehuse.«
Tove Styrk Grue har svært ved at se Sygehus Sønderjylland i Aabenraa ændre deres retningslinjer:
»Når man sidder hernede i smørhullet, eller hvad man siger, så kan man næsten ikke tænke, at man kan gøre det anderledes. For os er det bare rigtigt.«
Sundhedsstyrelsen er blevet kontaktet. De har ikke ønsket at kommentere på de forskellige tilgange til planlagte kejsersnit i Danmark.
Billedtekster i rækkefølge:
På Sygehus Sønderjylland i Aabenraa foretager de procentvis markant færre planlagte kejsersnit end på sygehusene i resten af landet. Blandt eksperter er der delte meninger om, hvorvidt den såkaldte “Aabenraa-model” er en god idé.
Tove Styrk Grue er udviklingsjordemoder på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa. De foretager ikke planlagte kejsersnit medmindre der er medicinsk belæg for det, men de går meget op i at den gravide får en god oplevelse – selv hvis hun som udgangspunkt havde ønsket et kejsersnit.
Mette Rasmussen er uddannet jordemoder og arbejder på fødeplanambulatoriet i Aabenraa, der er tilknyttet Sygehus Sønderjylland. Hun hjælper gravide med at ligge fødeplaner. Det gør hun blandt andet ved at visualisere den forestående fødsel overfor den gravide. På den måde kan hun være mere forberedt til fødslen. På fødeplanambulatoriet snakker de også eventuelle tidligere fødsler igennem. Ifølge Mette Rasmussen hjælper det at tale en tidligere traumatisk fødsel igennem.
For Sascha Dreyer Møhlenberg har det aldrig været en drøm at føde vaginalt. Det har hun vidst siden hun var helt ung, og i dag er hun glad for at begge hendes to døtre, Fresia og Filine, er født ved kejsersnit. I hendes graviditet gik der lang tid, før det planlagte kejsersnit faldt på plads. Det forløb ville hun gerne have været foruden.
I Danmark er der frit sygehusvalg. Bliver man nægtet et planlagt kejsersnit et sted, kan man søge et andet sted hen. I Aabenraa har de dog ikke set et fald i fødsler på sygehuset, siden de indførte den såkaldte “Aabenraa-model”. Mette Rasmussen tror på, at det er fordi, de er gode til at lave fødeplaner.
