Link til online produktion: https://ninaph3.wixsite.com/andreaninabachelor
Kode: kejsersnit
Bag arret
Over 12.000 kvinder fødte i 2021 ved kejsersnit, viser tal fra Sundhedsstyrelsen. Omkring halvdelen af disse kejsersnit blev foretaget akut. Resten var planlagte. Vi andre ser ikke arret, men mange kvinder, som har født ved kejsersnit, mærker det hver eneste dag. Arret er et symbol på at have båret og født et barn. Men for flere er det også et symbol på en fødsel, som ikke gik efter planen eller et symbol på de komplikationer, de lever med efterfølgende.
Kejsersnit er en af de største maveoperationer herhjemme. Fødselslægen skal igennem otte lag i kvindens mave inden barnet er født.
Huden er det første lag, fødselslægen skærer op. Snittet er omkring 10 centimeter langt. De efterfølgende lag består af blandt andet fedt, muskler og bindevæv. De lag får blot et lille snit, hvorefter de rives op. På den måde vokser huden pænest sammen igen, og man mindsker dannelsen af arvæv i maven.
Alligevel oplever mange kvinder, som har født ved kejsersnit, problemer med netop arvæv og ar som gør ondt længe efter, såret er helet.
Maja Vive Christensen, 33 år
Maja har fået foretaget to kejsersnit inden for fire år. Begge børn lå skævt sidst i graviditeten, og hun har derfor født ved planlagt kejsersnit på Hvidovre Hospital begge gange.
Maja har været overrasket over, hvor lidt hjælp hun har fået fra det offentlige efter hendes fødsler:
»Der er jo ikke mange andre operationer i Danmark, hvor man ikke får hjælp til genoptræningen efter,« siger Maja.
Hun slås stadig med mange smerter i arret næsten et halvt år efter sidste fødsel og ville gerne have haft mere hjælp.
Maja har selv brugt lang tid på at finde ud af, hvordan hun kunne massere arret fra de to fødsler, så det blev pænt, dannede mindre arvæv og hjalp på smerterne.
“Jeg føler, jeg selv skulle finde frem til, hvad et kejsersnit indebærer, og hvordan jeg bedst muligt kunne komme tilbage på benene igen,” siger hun.
Julie Anna Grosen, 32 år
Julie har fået to kejsersnit på to et halvt år. Første fødsel startede på Frederiksberg med drømmen om en hjemmefødsel. Under fødslen blev barnets puls ved med at falde, og fødslen endte i akut kejsersnit på Herlev Hospital.
Anden gang gik den vaginale fødsel i stå, og lægerne valgte at foretage et akut kejsersnit. Under operationen viste det sig, at blæren var vokset ind i livmoderen på grund af arvævet, og at livmoderen tilmed var vokset fast på bughulen.
Julie kalder sine kejsersnit for mavefødsler. Hun har to ar på maven, som krydser hinanden, og hun ved, hvilket ar der hører til hvilken fødsel.
»Jeg synes det er de smukkeste ar, selvom de ikke gør min krop smuk eller sexet i forhold til idealet. Jeg elsker dem alligevel,« siger Julie.
Hun oplever stadig komplikationer efter seneste kejsersnit for godt 11 måneder siden.
Arret gør ondt, hvis hun laver for meget fysisk arbejde og særligt, hvis hun har løftet for meget. I starten kunne hun hverken rejse sig eller amme uden hjælp fra andre. Hun er ked af, der ikke er mere fokus på komplikationerne efter et kejsersnit. Hvis det stod til hende, kunne partneren forlænge sin orlov efter et kejsersnit.
»Jeg kunne ingenting uden hjælp fra andre,« siger Julie.
Marie Bjerre, 28 år
Marie skulle have født vaginalt i efteråret 2022. Drømmen var en vaginal fødsel, men efter tre døgn med veer og fire forsøg med sugekop, uden held, endte fødslen i et akut kejsersnit på Hvidovre Hospital.
Kort tid efter fødslen gik der betændelse i såret. Selvom det gjorde ondt, følte Marie at den største smerte faktisk var at se på arret.
»Jeg kunne ikke holde ud at kigge på det. Det var psykisk hårdt,« fortæller Marie.
Huden omkring arret er stadig følelsesløst på grund af nervebanerene, som er blevet skåret over under operationen.
Lisbeth Gregersen, 34 år
Lisbeths første kejsersnit var planlagt, fordi barnet lå i sædestilling og det kunne komplicere en vaginal fødsel. Men to dage før det planlagte kejsersnit gik vandet. Lisbeth ender derfor med at føde ved semi-akut kejsersnit på Aalborg Universistetshospital. Under operationen opdagede lægerne, at moderkagen havde vokset sig fast i livmoderen.
Nu er Lisbeth gravid igen og lægerne er bange for, at det samme er sket en gang til. Derfor er hun blevet anbefalet et planlagt kejsersnit af lægerne, som mener det kan være farligt for hende at forsøge at føde vaginalt.
Lisbeth skal have sit andet planlagte kejsersnit i januar 2023. Hun er nervøs for både operationen og for dagene efter.
»Man skal ikke underkende, hvor hårdt det er for kroppen med så stor en operation,« siger Lisbeth. Hun frygter dagene efter operationen, fordi hun ved, hvor ondt det gjorde sidst, og hvor svært det er at komme på benene igen. Selve operationen er hun bange for, fordi hun ikke bryder sig om tanken om at blive skåret i.
På nogle punkter følte Lisbeth sig snydt for en fødsel efter sit første kejsersnit, men hun har lært at acceptere, at det er sådan, hendes krop kan føde.
»Jeg har måske ikke født på den ‘naturlige’ måde,« siger Lisbeth, »men det er jo stadig en fødsel«.
Forskellen er stor på om kvinder får ja eller nej til planlagt kejsersnit alt efter, hvor de befinder sig i landet. På Sygehus Sønderjylland i Aabenraa siger de nej til unødvendige indgreb. De tilbyder i stedet samtaler og fødeplaner, der skal give kvinderne den nødvendige tryghed til at føde vaginalt.
»Kejsersnit, det får I ikke, men vi vil virkelig gerne hjælpe jer med at få en god fødselsoplevelse.«
Det er den besked gravide kvinder får, når de ønsker et kejsersnit uden medicinsk grund på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa. Det fortæller Tove Styrk Grue, der er udviklingsjordemoder på stedet.
I mange år har sygehuset arbejdet på at undgå det, personalet mener, er unødvendige indgreb på kvinder.
»Infektioner, smerter og et ar i livmoderen der kan give komplikationer under næste graviditet. Det er ikke bare lige at få et kejsersnit,« fortæller Tove Styrk Grue.
Gennem samtaler med kvinderne og detaljerede fødeplaner forsøger de at gøre kvinden tryg i den vaginale fødsel. Tiltaget startede i 2008 og er i dag kendt på fødegange landet over som Aabenraa-modellen. Modellen bygger på, at det er bedst at føde vaginalt end ved kejsersnit, hvis det er muligt.
»Vi ønsker at fremme den naturlige fødsel for at styrke mor og barns sundhed,« fortæller udviklingsjordemoder Tove Styrk Grue.
Antallet af kejsersnit er faldet i Aabenraa siden tiltaget startede for mere end ti år siden. Det viser et forskningsprojekt af ph.d. Eva Rydahl. I 2021 foregik 20 procent af alle fødsler i Danmark ved kejsersnit. I Aabenraa var det tal 16 procent.
På Sygehus Sønderjylland er det især andelen af planlagte kejsersnit, der adskiller sig markant fra resten af landet. På landsplan var cirka hvert andet kejsersnit planlagt 2021. I Aabenraa var blot hvert femte kejsersnit planlagt. Det viser tal fra Sundhedsstyrelsens databank og Sygehus Sønderjylland.
Fødeplaner er vejen frem i Aabenraa
Hvis en kvinde i Aabenraa ikke ønsker at føde vaginalt på grund af frygt eller en tidligere traumatisk fødsel, bliver hun tidligt i graviditeten undersøgt af en læge for at finde ud af, hvorvidt der er medicinsk belæg for et kejsersnit. Hvis der ikke er belæg for et kejsersnit, og lægen tværtimod anbefaler, at kvinden føder vaginalt, så kommer hun til en samtale på fødeplanambulatoriet, forklarer jordemoder Mette Rasmussen.
Hun er en del af et særligt team på fødeplanambulatoriet, der består af læger og jordemødre, som har til formål at gøre kvinden tryg i den vaginale fødsel:
»Jeg betegner gravide, som har været igennem et tidligere traumatisk forløb som et ‘brændt barn’. Hun har brændt sig på en tidligere, dårlig fødselsoplevelse og vil derfor for altid frygte ilden. Når ikke vi kan fjerne ilden ved at tilbyde hende et kejsersnit, så kan vi bygge en branddør i form af en fødeplan. Det er en sikring mod, at hun aldrig kommer nær ilden igen,« forklarer Mette Rasmussen, der også er uddannet coach.
En fødeplan er en detaljeret plan for fødslen, fortæller Mette Rasmussen. Den bliver lavet i fællesskab med kvinden og tager udgangspunkt i hendes værste frygt for fødslen, og hvordan de kan undgå, at hun ender i den situation.
»Hvad er ligtornene? Skal hun have smertelindring hurtigere, end hun fik ved tidligere fødsel? Er hun utryg ved at være derhjemme og skal tilbydes indlæggelse, så snart hun er i fødsel? Altså vi laver en plan ud fra deres historie,« forklarer Mette Rasmussen.
Sygehuset lover ikke kvinden noget, de ikke kan holde, men de garanterer dem, at det ikke bliver lige så slemt som det, de frygter eller lige så slemt som en tidligere traumatisk fødsel:
»Jeg kan ikke love dem, om de ender med kejsersnit eller sugekop eller whatever. Men jeg kan love dem, at de ikke kommer i nærheden af det, som de har oplevet sidst,« fortæller Mette Rasmussen.
Andre hospitaler har også fødeplaner, men det der adskiller Sygehus Sønderjylland i Aabenraa er deres teamsamarbejde, mener hun:
»Jeg ved, at når jeg laver en fødeplan, så bliver de overholdt af mine kolleger til fødsel, uanset faggruppe.«
Sygehusets holdning til kejsersnit har forpligtet dem til at udvikle redskaber og fremgangsmåder, der skal gøre kvinden tryg i den vaginale fødsel:
»Der hersker en stor respekt for fødeplanerne. Det er det vi kan, når vi nu ikke kan tilbyde et kejsersnit på kvindens ønske,« understreger Mette Rasmussen.
Fødeplan gav Israa håb for vaginal fødsel
En fire-dages fødsel, der endte i akut kejsersnit, var den virkelighed Israa Chamali stod i, da hun første gang var gravid og skulle føde. Det var en traumatisk oplevelse, der satte sig i hende, og det havde hun ikke lyst til at opleve igen.
Fire år senere bliver Israa igen gravid, og hun tænker, hun skal have et planlagt kejsersnit:
»Jeg havde et ønske om at prøve at føde vaginalt, men jeg turde simpelthen ikke gå igennem fire dage igen,« fortæller Israa.
Hun er overbevist om, at planlagt kejsersnit er det rigtige for hende, indtil hun taler med sin veninde, der har haft succes med en fødeplan i Aabenraa.
Israa bliver koblet på fødeplanambulatoriet og sammen med en jordemoder, laver de en udførlig plan. I planen står for eksempel, at de ikke må sende Israa hjem, når hun har tegn på fødsel uanset, hvor tidligt hun er i fødslen.
»Og så skulle de ikke tilbyde mig cocktailpiller, som jeg var ved at brække mig af sidst, men i stedet morfin eller en tidlig epidural. Også sådan noget med, at jeg var virkelig bange for at briste, så de kunne være opmærksomme på, at jeg havde den frygt,« fortæller Israa.
Efter tre samtaler blev den endelige fødeplan sendt til Israa på e-boks. Fødeplanambulatoriet lovede hende, at personalet under fødslen skulle holde sig til planen.
Israa var også indforstået med, at drømmefødslen ikke kunne blive garanteret. Alligevel havde hun fået mod på den vaginale fødsel og ville enormt gerne slippe for et kejsersnit til på grund af de efterfølgende konsekvenser fra sidste gang:
»Jeg kunne ikke overskue at være sengeliggende, have smerter og nærmest ikke hele fra et kejsersnit før om et år.«
»Kvinden skal mødes i hendes angst«
Gravide kvinder, der ønsker et kejsersnit, kan oftest føde vaginalt, fortæller udviklingsjordemoder Tove Styrk Grue. Og kvinden kan ikke komme ind og bede om en særlig behandling uden medicinsk grund:
»Du kan jo heller ikke blive opereret i knæet, fordi du vil. Det er ligesom lægen, der vurderer, om du må få det,« siger Tove Styrk Grue.
Personalet er også klar over, at de kvinder, der kommer ind på sygehuset og ønsker et kejsersnit ikke gør det uden nogen bagvedliggende grund, og det er heller ikke fordi, de aldrig laver planlagte kejsersnit i Aabenraa:
»Altså vi sjofler ikke med det, så hvis det er sådan, der er en risiko for mor eller barn, eller der er en helt særlig grund til at lave kejsersnittet, så kører vi med det,« fortæller Tove Styrk Grue.
De vil dog altid forsøge at møde dem i deres sårbarhed og angst:
»Vi siger til dem, ‘du får ikke et kejsersnit her, men hvad er det der gør, at du gerne vil have et kejsersnit, og hvordan kan vi så hjælpe dig?’ Hvis vi prøver at hjælpe kvinden med hendes angst, og hun ender med at føde vaginalt, så har hun vundet over angsten. Vi ser enormt mange succeshistorier, når de så får født, hvor stolte de bliver efter at have præsteret.«
Spørgeskemaer viser også, at der er en stor tilfredshed blandt de gravide, påpeger Tove Styrk Grue. Sygehuset har heller ikke oplevet et fald i antallet af fødsler efter Aabenraa-modellen blev indført:
»Vi troede i starten, at kvinderne måske ville tage til Kolding eller Esbjerg, men det skete ikke. De vil gerne snakkes med,« siger Tove Styrk Grue.
Kvinderne i området kender også hospitalets politik, fortæller udviklingsjordemoderen:
»De ved godt, at jamen her får man ikke et kejsersnit. Så hvis det er det man vil have, så er det et andet sygehus, man skal vælge.«
Fem stjerner til fødselsoplevelsen
Israa Chamali ender med at føde vaginalt, og hun har en god oplevelse:
»Det var kærlige og omsorgsfulde jordemødre, og de mødte mig virkelig. Jeg var meget i tvivl, om de kunne leve op til den fødeplan, jeg havde lagt med jordemoderen, men det kunne de. Det var virkelig en anden oplevelse end første gang.«
Fødslen tager 20 timer, og hun ender med at briste. Alligevel er hun meget tilfreds med Aabenraas behandling:
»Det var helt fantastisk. Selvom jeg bristede, og det var min største frygt, så giver jeg stadig fødselsoplevelsen 5 ud af 5 stjerner. Det var helt klart min drømmefødsel, fordi der var lagt en fødeplan,« konkluderer Israa Chamali.
»Man skal respektere kvindens autonomi«
Længere oppe i Jylland på Aarhus Universitetshospital, bliver der ikke i lige så høj grad sagt nej til planlagte kejsersnit, som der gør i Aabenraa. Her stræber de efter den vaginale fødsel, hvis der ikke er medicinsk grundlag for et kejsersnit, men de vil i højere grad respektere kvindens autonomi, forklarer Lone Hvidman, der er overlæge på afdelingen Kvindesygdomme og Fødsler på Aarhus Universitetshospital.
»Hvis hun kommer og har et ønske om at føde ved et kejsersnit, og vi ikke har nogen umiddelbar faglig begrundelse for det, så vil vi tale med hende om det og fortælle om risiciene. Men vi vil respektere det, hvis hun efter den information holder fast i, at det i hendes verden, er det rigtige at få et kejsersnit. Og så vil vi efterkomme hendes ønsker,« forklarer Lone Hvidman om hospitalets tilgang.
Fødeplaner findes også på Aarhus Universitetshospital, påpeger Lone Hvidman. Men her ønsker de ikke at sætte kvinden i et svært ultimatum. Kvinden skal i højere grad have ret til at bestemme selv, mener hun:
»Vi kan jo ikke, om man så må sige, umyndiggøre kvinderne og tage beslutningen på deres vegne.«
Lone Hvidman er også bange for, at hvis man har en kraftig retorik, der går på at kejsersnit er en kæmpestor operation med mange komplikationer, så tjener det ikke de kvinder, der har fået eller skal have et kejsersnit:
»Det kan være med til at bidrage til en oplevelse af, at det må være forkert, at jeg fik et kejsersnit. Det tænker jeg også, er noget af det, der er vigtigt at undgå.«
Sascha ønskede et kejsersnit – og fik det
»Jeg kunne meget bedre forholde mig til at skulle have smerter ved maven end at føde vaginalt,« fortæller Sascha Dreyer Møhlenberg, der har født to børn ved kejsersnit på Regionshospitalet Randers uden medicinsk grund.
Tanken om at føde vaginalt har altid været ulidelig for hende på grund af frygten for smerter og tabet af kontrol:
»Jeg kan godt lide at have kontrol, så jeg var bange for, om jeg kunne håndtere det ukontrollerbare i ikke at vide, om fødslen ville tage 5 minutter eller 72 timer. Jeg ville også være så bange for, at det efterfølgende ville ramme mig hårdt psykisk.«
Vaginal fødsel var derfor udelukket for Sascha, da hun blev gravid. Og med den indstilling gik hun til første jordemodersamtale med et ønske om at få et planlagt kejsersnit. Hun blev sendt videre til samtale på hospitalet med en fødselslæge, der fortalte hende, hvad risiciene var ved et kejsersnit. Sascha rokkede sig ikke og kunne ikke forholde sig til hverken fødeplaner eller risici, selvom personalet ihærdigt ønskede, at hun gav den vaginale fødsel et forsøg, da hendes krop var til det. Sascha følte sig slet ikke mødt i sin frygt:
»Det var ikke noget, jeg sagde for sjov, eller at jeg ønskede at få skåret min mave op for hyggens skyld. Jeg var virkelig bange. Jeg var helt ude i, at jeg så skulle have en abort,« fortæller Sascha.
Hun nægtede at give op og syv måneder henne i sin graviditet, fik hun ordineret et planlagt kejsersnit til stor lettelse men også frustration:
»Nu kunne min mand og jeg slappe af de sidste to måneder, for nu vidste jeg, hvad der fremadrettet skulle ske. Men jeg tænkte også, ‘hvorfor skulle jeg alt det her igennem for, at I alligevel imødekommer mit ønske?’ Jeg sad jo og græd ved hver samtale.« fortæller Sascha.
Tre år senere blev Sascha gravid igen, og hendes frygt havde ikke ændret sig. Hun ønskede stadig ikke at føde vaginalt. Denne gang gik det noget lettere end første gang. Efter blot en samtale med en jordemoder og efterfølgende en fødselslæge på sygehuset, der oplyste hende om risici, fik Sascha post i e-boksen med en dato om, hvornår hun skulle føde ved planlagt kejsersnit.
Begge Saschas fødsler er gået godt. Hun var i smerter, og det gjorde ondt, men hun havde frygtet det, der var værre:
»Jeg havde det sådan lidt, ‘var det det?’ bagefter. Jeg synes ikke, det var så slemt. Jeg havde nok forestillet mig det værste. Jeg ved ikke, om det var fordi, de havde skræmt mig så meget, eller at jeg var heldig,« fortæller Sascha, der stadig er meget glad for sin beslutning om at have fået to kejsersnit.
I de forskellige barselsgrupper Sascha er en del af på Facebook, kan hun konstatere, at der er mange andre, der har det ligesom hende. Flere skriver også, at de ønsker kejsersnit, men at de ikke kan få lov til at få et kejsersnit. Her deler Sascha ud af sin egen historie og opfordrer dem til at presse på for kejsersnittet:
»Jeg har sagt til dem at de bare skal stå fast. For det kan altså godt kan lade sig gøre,« fortæller Sascha Dreyer Møhlenberg.
Retningslinjer for planlagte kejsersnit
Planlagte kejsersnit er en god måde at føde på, hvis den vaginale fødsel er forbundet med større risiko for barn eller mor, oplyser Sundhedsstyrelsen i en rapport fra 2021.
Kvinden har dog ikke ret til et kejsersnit, hvis der ikke er tale om en risiko, men kvinden kan have et ønske om kejsersnit, lyder det i rapporten. Personalet har dog ikke pligt til at imødekomme det ønske.
Fastholder kvinden ønsket, selvom der ikke er god indikation for planlagt kejsersnit fra lægens side, så bør hun tilbydes kejsersnit eller en ny vurdering af en anden læge, eventuelt på en anden afdeling, skriver Sundhedsstyrelsen i rapporten.
Sygehuse ønsker ens fremgangsmåde på området
Det er problematisk, at der ikke er de samme tilgange til planlagte kejsersnit på sygehusene i Danmark, mener Lone Hvidman, overlæge på Aarhus Universitetshospital.
Der er guidelines for at fremme, at man får den samme behandling uanset, hvor man kommer hen i landet, fortæller Lone Hvidman og fortsætter:
»Og det kan man i stor stil også sikre, men så kan det også afhænge af, hvem man møder og hvem, der styrer afdelingen. Men man kan sige, at det ville jo være rigtig fint, hvis der blev afstemt. Der skal da ikke herske nogen tvivl om, at vi gerne så, at man havde en ensartet tilgang til de her ting,« lyder det fra overlægen.
På sygehuset i Aabenraa finder de det også problematisk, at fremgangsmåden på landets sygehuse er forskellig, men har også svært ved at se de forskellige tilgange blive forenet:
»Vi er meget individuelle i forhold til, hvad vi tænker på området. Det er jo et statement at sige, at det er kvindens helt eget valg, så hvis hun ønsker sig et kejsersnit, så skal hun bare informeres om det, og så er hun i sin gode ret til at ønske det. Og det er et noget andet statement, vi tager hernede.«
På sygehuset i Aabenraa vil udviklingsjordemoder Tove Styrk Grue ikke sige at andre sygehuses tilgange er forkerte og understreger også, at det er en ressourcetung opgave at indføre deres strategi:
»Det er jo meget nemt for mig at sidde her og sige ja selvfølgelig skulle alle de andre at gøre ligesom os. Det har jo krævet enormt meget. Det er jo noget, man har gjort over lang tid, og det kræver jo noget at blive enige om en fælles tilgang på afdelingen. Og vi er også et lille sted sammenlignet med nogle af de andre sygehuse.«
Tove Styrk Grue har svært ved at se Sygehus Sønderjylland i Aabenraa ændre deres retningslinjer:
»Når man sidder hernede i smørhullet, eller hvad man siger, så kan man næsten ikke tænke, at man kan gøre det anderledes. For os er det bare rigtigt.«
Sundhedsstyrelsen er blevet kontaktet. De har ikke ønsket at kommentere på de forskellige tilgange til planlagte kejsersnit i Danmark.
Billedtekster i rækkefølge:
På Sygehus Sønderjylland i Aabenraa foretager de procentvis markant færre planlagte kejsersnit end på sygehusene i resten af landet. Blandt eksperter er der delte meninger om, hvorvidt den såkaldte “Aabenraa-model” er en god idé.
Tove Styrk Grue er udviklingsjordemoder på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa. De foretager ikke planlagte kejsersnit medmindre der er medicinsk belæg for det, men de går meget op i at den gravide får en god oplevelse – selv hvis hun som udgangspunkt havde ønsket et kejsersnit.
Mette Rasmussen er uddannet jordemoder og arbejder på fødeplanambulatoriet i Aabenraa, der er tilknyttet Sygehus Sønderjylland. Hun hjælper gravide med at ligge fødeplaner. Det gør hun blandt andet ved at visualisere den forestående fødsel overfor den gravide. På den måde kan hun være mere forberedt til fødslen. På fødeplanambulatoriet snakker de også eventuelle tidligere fødsler igennem. Ifølge Mette Rasmussen hjælper det at tale en tidligere traumatisk fødsel igennem.
For Sascha Dreyer Møhlenberg har det aldrig været en drøm at føde vaginalt. Det har hun vidst siden hun var helt ung, og i dag er hun glad for at begge hendes to døtre, Fresia og Filine, er født ved kejsersnit. I hendes graviditet gik der lang tid, før det planlagte kejsersnit faldt på plads. Det forløb ville hun gerne have været foruden.
I Danmark er der frit sygehusvalg. Bliver man nægtet et planlagt kejsersnit et sted, kan man søge et andet sted hen. I Aabenraa har de dog ikke set et fald i fødsler på sygehuset, siden de indførte den såkaldte “Aabenraa-model”. Mette Rasmussen tror på, at det er fordi, de er gode til at lave fødeplaner.
Alt i kursiv er reportage, og er separeret i layoutet
Trods øget risiko for komplikationer føder hver femte kvinde ved kejsersnit
En ud af fem fødsler foregår ved kejsersnit i Danmark. Det er for mange kejsersnit ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO’s anbefalinger. Kejsersnit kan give komplikationer for kvinden og barnet både på kort og lang sigt.
ADVARSEL: Vi gør opmærksom på voldsomme billeder
En fødselslæge lægger sin ene hånd på den højgravide mave og skærer med skalpellen i den anden hånd igennem huden lige i trussekanten. Det gamle ar, omkring ti centimeter under navlen, åbnes op igen. Huden brister let under den skarpe kniv, mens det næste lag i maven kun får et lille snit. To fødselslæger sætter nu begge to fingre ind i snittet og trækker til. Otte lag skal de igennem, og det tager længere tid end normalt. Arvævet er vokset tæt. Da fødselslægerne når ind til livmoderen, må de bede om en saks.
Hvert femte barn i Danmark bliver født ved kejsersnit. Halvdelen af dem er akutte, og den anden halvdel er planlagte. Tallet er for højt ifølge anbefalinger fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO. Det har det været de sidste 20 år.
Line Vagnsø-Guttroff har først termin om en uge. Hun har ingen veer og vandet er heller ikke gået. Alligevel er Line sammen med sin mand Peter mødt op på fødegangen på Randers Regionshospital. Her skal hun i dag have foretaget et planlagt kejsersnit:
»Vi er spændte på, om det er en dreng eller en pige,« lyder det roligt fra Line i opholdsrummet, hvorfra de venter på at blive kaldt ind på barselsgangen.
Det er parrets tredje barn indenfor for fire år, og det er også tredje gang Line skal under kniven og have foretaget et kejsersnit.
»Det har altid været en drøm for mig at føde vaginalt, men det har bare ikke været en mulighed,« fortæller Line.
Første gang Line var gravid var planen at føde vaginalt, men fødslen trak ud og Line endte derfor i akut kejsersnit. Anden gang hun blev gravid fik Line valget mellem at føde vaginalt eller få et planlagt kejsersnit. Frygten for at noget skulle gå galt eller ende i akut kejsersnit igen gjorde, at Line fravalgte den vaginale fødsel og fødte sit andet barn ved planlagt kejsersnit:
»Jeg kunne ikke blive garanteret den vaginale fødsel, jeg gerne ville have. Derfor fandt jeg en ro i at få en dato og vide, hvad der skulle ske,« siger Line.
Nu er det tredje barn, der ligger i maven, og det er ikke muligt for Line at føde vaginalt. Hendes moderkage blokerer vejen for barnet.
Kejsersnit øger risikoen for komplikationer
I Danmark foregår omkring 20 procent af alle fødsler ved kejsersnit. Tallet bør ligge mellem 10 og 15 procent ifølge WHO’s anbefalinger. Hver gang fødselslægen foretager et indgreb kan det medføre komplikationer for både mor og barn på kort og lang sigt, mener Verdenssundhedsorganisationen.
Eva Rydahl, der er jordemoder og ph.d., ser ingen helbredsmæssige argumenter for at ligge over WHO’s anbefalinger:
»Vi ved, at der er bivirkninger ved kejsersnit, og der kan være konsekvenser på sigt.«
Kejsersnit er en større operation, hvor fødselslægen skærer igennem otte lag i maven, fortæller Eva Rydahl. Infektioner og blodtab er nogle af de risici, der umiddelbart kan være ved et kejsersnit. Og operationen gør ofte, at kvinden efterfølgende bliver længere tid på hospitalet, end efter en vaginal fødsel.
For hver gang kvinden får foretaget et nyt kejsersnit stiger risikoen for komplikationer, fortæller Eva Rydahl:
»I forbindelse med de næste graviditeter er der en risiko for, at moderkagen vokser ind i arvævet eller, at arvævet giver nogle svære blødninger. Der er også en større risiko for infertilitet senere.«
Tidligere kejsersnit giver tilmed et ar på livmoderen, som kan briste under veerne ved en vaginal fødsel. Risikoen for, at det sker, er større, hvis kvindens fødsler ligger tæt på hinanden.
Har kvinden tidligere fået et kejsersnit, kan det også medføre at moderkagen ligger sig, så den blokerer vejen for barnet, og dermed forhindrer at kvinden kan føde vaginalt.
Kvinder, der føder ved kejsersnit, oplever også flere udfordringer med at få amningen i gang, skriver Sundhedsstyrelsen i en rapport fra 2021. 73 procent af børn, der er født ved kejsersnit, lykkes med amningen i de første timer efter fødslen. For børn, der er født vaginalt, ligger det tal på 90 procent. Brystmælk er med til at beskytte barnet mod infektioner, og er ifølge Sundhedsstyrelsen også med til at gøre barnet bedre beskyttet mod udvikling af astma og allergi.
Risiciene er vigtige at have med i overvejelserne, når man har med kejsersnit at gøre, mener Eva Rydahl:
»Det er en ønskesituation at foretage et kejsersnit, hvis det er farligt, og man kan redde liv. Og det kan man jo. Men det er ikke en ønskesituation at lave for mange kejsersnit.«
»Du er opmærksom på de risici, der kan være ved kejsersnit?« Det er fødselslægen, der stiller spørgsmålet til Line på barselsgangen inden operationen. Hun nikker bekræftende.
Line Vagnsø-Guttroff har selv oplevet komplikationer ved sine tidligere kejsersnit. Under anden fødsel mistede hun en del blod på grund af meget arvæv fra sit første kejsersnit. Og i den efterfølgende tid bøvlede Line med forskellige komplikationer fra kejsersnittet:
»Jeg sad op og sov i en måned bagefter, fordi jeg ikke kunne komme op af sengen, når jeg lå ned, på grund af smerter i maven,« fortæller hun.
Line måtte heller ikke løfte mere end, hvad hendes eget barn vejede, da hun skulle passe på, arret ikke sprang op. Maven omkring arret fra kejsersnittet var også følelsesløs i et år efter begge fødsler.
»Det er en proces, og det tager tid at komme tilbage. Jeg tror måske, jeg har følt, at tanken om et kejsersnit ikke er så slem, som det egentlig er,« siger Line.
»Hvem skal have hud mod hud?« spørger fødselslægen lige inden de bevæger sig mod operationsstuen. »Det skal Peter,« svarer Line.
Hun har fået det skidt under de sidste to fødsler og har ikke været i stand til at holde barnet selv på operationsstuen.
»Vores tolerancetærskel har ændret sig«
I Danmark foregår kejsersnit både akut og planlagt. De akutte sker, hvis der opstår komplikationer under fødslen, hvor de planlagte kejsersnit bliver bestemt under graviditeten på grund af forskellige årsager. Beslutningen om et planlagt kejsersnit bliver primært taget ud fra et medicinsk perspektiv.
I sluthalvfemserne endte 13 procent af alle fødsler i et kejsersnit. På fem år steg det tal til de nuværende 20 procent. Det viser en rapport over fødsler i Danmark lavet af Københavns Professionshøjskole i 2020.
De planlagte kejsersnit tegnede sig for langt størstedelen af den kraftige stigning, pointerer Eva Rydahl. Inden stigningen var der også langt flere kvinder, der fødte vaginalt efter de havde fået foretaget et kejsersnit ved tidligere fødsler, uddyber hun.
De markante ændringer er svære at forklare, fortæller Eva Rydahl. Vi er blevet bedre til at spotte, hvis der er behov for et kejsersnit, mener hun. Samtidig peger hun også på, at stigningen kan skyldes, at vi er blevet mindre risikovillige:
»Vores tolerancetærskel har på mange ting har ændret sig. Det må være mit bedste gæt. Det er en generel tendens, at der er flere og flere ting, der bliver puttet i kategorien ‘risiko’.«
Eva Rydahl konstaterer også, at antallet af kejsersnit i Danmark procentvis er højere end i Sverige og Norge, hvor den henholdsvis er på omkring 18 procent og 16 procent.
Med bøjet nakke og lukkede øjne, trækker Line vejret dybt og knuger Peters hånd på operationsstuen, da fødselslægen ligger det første stik med nålen fra epiduralblokaden. Den skal bedøve hende fra brystet og ned.
Der er mange mennesker i lokalet: En jordemoder, anæstesilæge og -sygeplejerske, to fødselslæger og to operationssygeplejersker.
Line ser ned på sin gravide mave en sidste gang, inden et klæde bliver hængt op og skærmer hende fra det, der nu skal ske.
Den ene fødselslæge prikker og skubber til maven. Line kan intet mærke, da det første snit bliver lagt. Normalt tager det under fem minutter, fra det første snit, til barnet er født. Men det tager længere tid i dag. »Vi bakser lidt med arvævet, Line. Det tager nok lidt længere tid end sidst.« siger fødselslægen.
På trods af, hun har fastet siden i går aftes, vender bedøvelsen sig i maven på Line, og hun kaster op.
De tidligere kejsersnit har sat sine spor, og lyden af saksen, som klipper, fylder i rummet.
»Hvordan var det nu,« spørger fødselslægen, inden det første babyskrig runger i lokalet, »havde I to piger derhjemme?«
»Ja,« svarer en spændt Peter, der sammen med Line har valgt ikke at kende til barnets køn inden fødslen.
Særskilt fokus på kejsersnit kan nedbringe tallet
Det er en god idé at have fokus på antallet af kejsersnit herhjemme, mener forsknings- og udviklingskonsulent i Jordemoderforeningen, Anne-Mette Schroll:
»Jeg tror, langt de fleste fødselslæger og jordemødre er interesserede i at holde frekvensen af kejsersnit så lav som mulig inden for det, der er forsvarligt. Det er en meget stor operation, og den har nogle komplikationer med sig både for mor og barn, som vi bliver nødt til at italesætte.«
I Linschöping i Sverige og på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa er det lykkes at reducere antallet af kejsersnit, fortæller Anne-Mette Schroll:
»Gennem et større fokus på den vaginale fødsel og et tæt samarbejde mellem fagpersonerne og med kvinden, er der sygehuse, der er lykkes med at nedbringe antallet.«
Det kræver dog mange ressourcer og et særskilt fokus af sygehusene, hvis tallet skal nedbringes, pointerer Anne-Mette Schroll, og uddyber:
»I den tid, som vi er i, hvor der bliver løbet rigtig stærkt, så er det simpelthen svært at bevare den dedikation hele vejen igennem. Der er så mange andre ting, det står og konkurrerer med.«
»Så kan I godt forberede jer på noget andet,« konstaterer fødselslægen med et smil.
Navlestrengen bliver klippet, og Peter får en lille dreng over på brystet. Peter sidder på en skammel ved siden af Line, og med hånden kan hun lige nå den lille dreng, som har fået en strikket hue på.
Efter moderkagen er ude, går de to fødselslæger i gang med at sy det første af mange lag i maven sammen.
Blodet drypper fra briksen og ned på den ene læges hvide træsko. Der er gået over en time, siden de kom ind på operationsstuen, og arvævet gør det svært for lægerne at lukke det nye sår.
»Vi får en tredje mand til at kigge på det, fordi der er så meget arvæv. Det er ikke fordi, der er noget galt.« siger fødselslægen efter noget tid til Line og Peter. Der bliver ringet fra operationsstuen.
Mens Line døser hen i et sted mellem søvn og bevidsthed, tørrer en sygeplejerske blod op på den anden side af forhænget.
Personalet er opmærksomme på mængden af blod, Line mister. De holder nøje regnskab, blandt andet ved at veje de blodige servietter. Det er normalt, at have et blodtab på omkring en halv liter under et kejsersnit, men Line er ved at nærme sig to liter.
Anæstesisygeplejersken spørger Line, hvordan hun har det. “Jeg synes, jeg kan mærke min mave,” mumler Line, mens tre læger nu står bøjet over briksen. De giver hende mere bedøvelse.
Det er nu halvanden time siden, det første snit blev lagt. Lægerne beslutter sig for, at Line skal i fuld narkose.
»Line, vi ligger dig til at sove nu,« forklarer den ene fødselslæge. Jordemoderen genner en berørt Peter ud af operationsstuen. Han har barnet svøbt i armene og kigger ned på ham, da de bevæger sig tilbage mod barselsgangen, hvor de startede i morges.
Skal antallet ned?
Hvorvidt der er for mange kejsersnit i Danmark eller ej, er fagfolk og eksperter langt fra enige om.
Lone Hvidman, der er overlæge på afdelingen Kvindesygdomme og Fødsler på Aarhus Universitetshospital, mener ikke, at antallet af kejsersnit i Danmark nødvendigvis er for højt:
»Hvis jeg ser på den praksis, som gør sig gældende blandt det, jeg går rundt imellem, så tænker jeg egentlig, at det er meget rigtigt. Det er ikke ret tit, vi står i en situation, hvor vi tænker, det skulle ikke have været et kejsersnit.«
Det giver mere mening at kigge på den enkelte kvindes behov frem for at stræbe efter et bestemt antal, konkluderer Lone Hvidman.
Jordemoder og ph.d Eva Rydahl, er enig i, at man skal kigge på den enkelte kvindes behov, men mener modsat, at Danmark godt kan ligge lavere:
»Vi har en meget rask og sund befolkning, så når WHO siger, vi burde ligge på de 10 til 15 procent, så burde vi godt kunne ligge nede i den lave ende. Hvis vi er omhyggelige og lader os inspirere af de fødesteder, der faktisk formår at holde kejsersnitsfrekvensen nede, så kan vi godt ligge en del lavere.«
Sygehusene i Aabenraa og i Sverige, der har formået at nedbringe antallet af kejsersnit, burde være en større inspiration, mener Eva Rydahl:
»Hvorfor arbejdes der ikke systematisk med at kopiere disse gode eksempler?«
Peter står alene tilbage på barselsgangen med sin lille dreng i armene. Efter i alt to timer på operationsstuen har fødselslægerne syet Lines mave sammen, og hun ligger til opvågning.
Drengen har fået navnet Milan og her en måned efter operationen, prøver Line at komme på benene igen:
»Jeg bøvler stadig med at komme helt ovenpå, men det bliver bedre dag for dag.«
